Sct. Petersborg, den 18. sept. 2007
Til
Jeg har læst Deres højstemte hyldest til Dem selv og det, der står Dem nærmest: Cantabile!
Den ro jeg fik i kroppen og i min sctpetersborghjerne, bragte mig videre i dansk litteratur, også
selv om at jeg her på universitetet kan vælge og vrage blandt danske forfattere. Deres sikkerhed gjorde
mig hjemløs. Jeg mener: De bor jo alle i et frit land, med en fri historie. Eller gør De? De er jo fransk,
så Deres frihed er vel købt af kærlighed og ikke af tradition eller forudbestemmelse?
I sovjettiden blev digternes ord skrevet med livet som indsats. Det skabte stor litteratur, for den blev
skrevet for at blive læst. Vi så næsten aldrig digterne, det var for farligt, så man mødtes privat, og
værst af alt: man hviskede! Efter systemskiftet hvisker man stadig. Det er som om alle tror at alting
er løgn. Og det er det også, og i den løgn lever vi andre uden digterne, for de er stukket af til vesten.
Man tør stadig kun sige noget, hvis man er beruset nok. Op gennem den russiske historie har det
altid været sådan, at man betragtede en fuld kunstner som et helligt menneske. Gør man også det i
Frankrig? I Danmark betragter man dem som idioter, har jeg ladet mig fortælle. Sandsynligvis vil
alting ændre sig! Ved Deres Højhed at Søren Kierkegaard har skrevet: ” I det sandsynlige drikker
man sig ikke ædru.” Tænk at De lever i et land, hvor en dansker har kunnet skrive sådan!
Nå, der gik nogen tid, så modtager jeg Cantabile 2 - Hævnen.
Først troede jeg at det var Deres bog, men jeg kunne jo bare have set på forfatternavnet. Dernæst
troede jeg, at det var en majestætsfornærmelse, hvilket jeg må indrømme pirrede mig lidt. Men så
kom jeg til læsningen. Jeg skal ikke trætte Dem med mine oplevelser, men bogen overbeviste mig om,
at der i Danmark er nogen, der tror på ordene, selv om de kan være onde, og dermed fritstiller kærligheden,
hvilket for mig betyder at sandsynliggøre den for det kommende: hævn og jubel!
Med disse to bøger levede jeg et stykke tid og en nat
stod det mig lysende klart: Jeg ville også skrive sådan en bog. Fordi jeg havde fundet et rum i mit hjerte,
et hemmeligt rum. Så nu vil jeg gå til fadet, udelukke mine studier, og kun referere til en ukendt
dansk litteratur. Det virker som skæbnetrang, gør det ikke? Vi kan ikke se Gud for bar engle.
Men sådan er det ikke. Digtning er et gadefejerjob, det hvide er ikke fjer, men pulver der køres væk.
Det sorte er blæk, jeg fryser ikke, så nu vil jeg sejre.
Deres ærbødige
Max Load
PS: Jeg er ovenud lykkelig for, at Dagmar endelig kom til Sct.Petersborg for at blive
begravet ved det menneske hun elskede så meget, og for hvem hun var så betydningsfuld.
De har sikkert hørt fra Kronprinsen, at et anonymt menneske ved et uheld
faldt i graven under ceremonien. Det var mig! Jeg var simpelthen så lykkelig at jeg mistede balancen.