Et forsøg på en forklaring

I efteråret 2005 mødte jeg forfatteren til nærværende manuskript i Skt. Petersborg, hvortil jeg var rejst med en delegation af danske forfattere. Max Load var en smuk mand, en slaveklippet desperado, en Rasputin, men også et ensomt og rastløst menneske, der kun nåede at blive 36 år. Han underviste i dansk ved universitetet i Skt. Petersborg, men havde på daværende tidspunkt fået mundkurv på pga. sine forelæsninger om dansk litteratur, som af det danske konsulat blev betragtet som krænkende. Når han alligevel refererede fra sine forelæsninger blev han mødt med reprimander fra de danske embedsmænd. Det slog han hen med en latter.

            Med mig på rejsen til Skt. Petersborg var en gruppe danske forfattere, som alle mødte Max Load og oplevede hans interesse for vores litteratur og især for to digtsamlinger: Prins Henriks ’Cantabile’ og min egen ’Cantabile 2 – Hævnen’. Nogle af de danske forfattere kom endda i så tæt kontakt med Max Load, at de, hvis de ikke havde kastet sig ud af en taxa vi befandt os i, var blevet rullet som jeg.

            Hvorom alting er, så var det mig, der senere modtog Max Loads manuskript. Det som skulle vise sig at blive hans første og sidste på dansk. Jeg må se det som hans forsøg på en forklaring, og selvfølgelig også som en hævn over de danske embedsmænd.

            Men tragisk nok: Da jeg modtog manuskriptet med posten, var Max Load allerede død. Han havde sendt manuskriptet til ’Cantabile 3 – sejren’ fra sit lokale posthus en torsdag, og da jeg ringede til ham for at takke, svarede hans udlejer, at Max Load var død den følgende tirsdag. Med manuskriptet fulgte et brev til Prins Henrik, som i 2000 påbegyndte Cantabile-trilogien. Jeg trykker brevet sammen med de billeder, som Max Loads kæreste, Polina Romanov, tegnede på væggene på Place Garibaldi i Nice på vej til Berkeley, Californien, hvor det var hendes plan at studere under Angela Davis. Jeg må hermed anse Cantabile-trilogien som afsluttet.

                                                                                                                                                                        Sune Hoffmeyer Andersen